Dagens billede – Jørn Hjorting tager luften ud af rygtestorm

1970'erne 1975 Dagens billede Det, vi talte om Kendte Livet i Danmark Radio
Forfattet af Preben Petersen / Foto: Fra BILLED-BLADET

I 1975 er Jørn Hjorting en af Danmarks absolut mest populære radioværter. I syv år har han taget lytterne med storm i radioprogrammet “De ringer, vi spiller”.

Opstandelsen er derfor stor, da der pludselig opstår en rygtestorm, der handler om, at Jørn Hjorting skulle have kørt spirituskørsel og at politiet har taget hans kørekort.

Historien er helt uden bund i virkeligheden, og Jørn Hjorting står frem i pressen med sit kørekort i hånden. Det er imidlertid ikke nok for danskerne, der påstår, at der er tale om et gammelt kørekort – ikke nødvendigvis det gyldige.

Derfor vælger Jørn Hjorting at bede om en straffeattest fra politimester Trolle i Århus. Den får han, den er ren og den bliver fotograferet og bragt i pressen, som dagens billede illustrerer.

Derefter bad Jørns hustru Erna på parrets vegne om noget ro. Da der alligevel ikke var mere at komme efter, fik hun sit ønske opfyldt.

 

Har du en kommentar?