Peter Malberg som Vesterbro-sheik

1960 1960'erne Kendte Teater
Forfattet af Casper Nielsen / Foto: Mogens Amsnæs

Peter Malberg er kendt af hvert et barn som den originale Onkel Anders i Far til Fire, men i 1960 er han endnu mere berømt som Balder Svanemose i “Peter den store”.

Malberg skabte sin Balder Svanemose i 1930 på Det Ny Teater i Paul Sarauws komedie Peter den Store.

Men i 1960 hyrer Stig Lommer ham til at gentage successen på Aveny Teateret på Frederiksberg.

Anmelderne – og publikum – finder ham igen usandsynlig morsom i rollen Balder Svanemose, en vesterbrosheik og plattenslager, der var kendetegnet af en vis elegance, glat frækhed og en lynhurtig replik.

Malberg brillerer med sit gummi-ansigt med de missende øjne, nervøse trækninger og tyggegummibevægelserne omkring munden, og den specielt drævende diktion, “der hviler på vokalerne og snubler over konsonanterne”, som Karen Krogh beskriver Peter Malbergs specielle talent i Dansk Biografisk Leksikon.

Ved premiereaftenen i 1960 var der blomster og flere fremkaldelser til Peter Malberg, der også selv nød at spille rollen som ”Peter den store”.

Har du en kommentar?